For at kunne starte en sag om erstatning for økonomiske tab på grund af ulovlig sagsbehandling, skal følgende 3 trin i sagsbehandlingen være gennemført:

TRIN 1 – Søg og klag

Du kan fx søge om revalidering, ressourceforløb, fleksjob, førtidspension.

Ansøgnings- og klageskabelon:

– Husk at skrive de rigtige tal og kommunenavn, der hvor der står XXX

Skriv fx sådan til din sagsbehandler;

”Jeg er for syg til at arbejde på ordinære vilkår og har været på offentlig forsørgelse/kontanthjælp/uden indtægt de sidste XXX år.

På den baggrund vil jeg gerne bede om, at der snarest muligt, bliver påbegyndt en sag til rehabiliteringsteamet, med det formål at tilkende enten fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb.

Jeg bør som minimum være berettiget til et ressourceforløb på det foreliggende grundlag, fordi jeg har komplekse problemer ud over ledighed og det i XXX år ikke har været muligt, at få mig tættere på ordinær beskæftigelse igennem almindelige beskæftigelsesrettede tiltag.

Hvis XXX kommune ikke vil påbegynde en sag på det foreliggende grundlag, ved at bestille en LÆ265 og begynde udfyldelsen af RFD (rehabiliteringsplanens forberedende del), vil jeg gerne bede om et skriftligt begrundet afslag med klagevejledning.

Dermed kan jeg klage til ankestyrelsen over afslag på ressourceforløb, fleksjob og førtidspension på det foreliggende grundlag (Jævnfør Ankestyrelsens principafgørelse 83-15 om ressourceforløb – ansøgning – helhedsvurdering – afgørelse – god forvaltningsskik – begrundelse).

Venlig hilsen “Indsæt Navn”

Eller Søg om anden hjælp

F.eks. således;

”Jeg vil hermed gerne ansøge om hjælp til XXX. Jeg vil gerne bede om en kvittering på modtagelse af ansøgning og oplysning om, hvornår det kan forventes, at jeg modtager en skriftligt begrundet afgørelse med klagevejledning, hvis ikke min ansøgning om hjælp imødekommes.”

TRIN 2 – Ankestyrelsen

Få klagen revurderet og sendt til Ankestyrelsen, hvis kommunen ikke giver medhold i klagen.

Ankestyrelsen skal enten kritisere kommunen for fejl i sagsbehandlingen eller give borgeren medhold i klagen, for at man kan komme videre til at rejse et erstatningskrav.

Hvis kommunen ikke vil revurdere klagen inden for 4 uger og sende klagen til Ankestyrelsen, så klag direkte til Ankestyrelse ved at skrive til ast@ast.dk.

TRIN 3 – Erstatning

Kontakt ForRetssikkerhed, så vi kan hjælpe med at rejse et erstatningskrav.

Send Ankestyrelsens afgørelse til ForRetssikkerhed ved at skrive til denne sikre mail kontakt@forretssikkerhed.dk.